Vi ved godt at kirke er mere end kirkebygninger og programmer. Det handler om mennesker, relationer – og fællesskab. Hvordan bliver fællesskab en større del af det at være sognekirke eller valgmenighed? Hvordan bliver et fællesskab både favnende, frit og givende?
Hvor meget skal der egentlig være af fællesskab i en kirke og er det nødvendigt at vi planlægger og organiserer det?
”Sandt fællesskab, som binder vore hjerter sammen
i kærlighed, begynder, når vi møder hinanden i vores
svaghed.
Når jeg er villig til at være åben overfor dig med hensyn
til mine personlige behov, tør risikere dine
chokreaktioner og din forkastelse, og når jeg er villig til,
at du er tilsvarende åben overfor mig, idet jeg møder dig med ikke fordømmende venskab, så finder vi os selv ved korsets fod, hvor vi er på fælles grund – nemlig der,
hvor Guds helbredende nåde er.”
David Watson i bogen Discipleship
”Lige så sikkert som Gud ønsker at lede os til et genuint kristent fællesskab, lige så sikkert er det, at vi der overvældes af en stor generel desillusion over andre, over kristne og hvis vi er heldige, over os selv.
Jo før chokket og skuffelsen når den enkelte og fællesskabet des bedre for begge.
…. når morgenens disede drøm forsvinder, så bryder den klare dag af kristent fællesskab frem.”
Dietrich Bonhoeffer